Denne bog-blog handler mest om lyrik og smal prosa, for hvor går man ellers hen og svælger i den?

Min definition af 'smal' er ret så bred, f.eks. er alle debutanter i min optik smal litteratur. Men når jeg køber eller modtager bøger, som jeg har tænkt mig at omtale her på bloggen, så kommer lyrikken og den smalle prosa altid foran i køen på læsehylden.
 
En gang imellem omtaler jeg også værker fra den bredere litteratur eller faglitteratur, ligesom jeg også kan finde på at dele en af mine egne tekster
 
Du kan finde mine genrekategorier nederst i venstremenuen
 

Lola Baidel: Uden videre, 2015

13-04-2017
Sidste år faldt jeg over en artikel med titlen ’En digter steg af toget’, som talte til mig på en måde, jeg følte mig sært rørt og ramt af. Artiklen handlede om Lola Baidel, som i 2015 udkom med en ny digtsamling for første gang i 30 år.

Da jeg læste artiklen og hørte Baidel fortælle om, hvordan hun den gang i 70’erne og 80’erne ikke blev opfattet som ’fin nok’ eller ’rigtig litteratur’ på trods af rekordstore salg af sine digtsamlinger, så kom jeg til at tænke på min egen gymnasietid, hvor stort set alle kvindelige forfattere blev kategoriseret som ’triviallitteratur’. Tydeligvis noget, man ikke behøvede bruge tid på. Jeg kan særligt huske en seance, hvor en mandlig gymnasielærer læste et digt højt, som jeg tror, var af Lola Baidel. Noget med at føle sig som et hak i en sengestolpe. Foragten for både form og indhold var tydelig, men min interesse var vakt.

På universitetet fortsatte det på samme måde – et meget lille antal kvindelige forfattere blev nævnt i gennemgangen af litteraturhistorien, men aldrig præsenteret som tekster, der skulle læses. Ikke en gang i den nyere teksthistorie!

Og så kan du jo prøve at gætte dig til, hvor mange kvinder, der figurerer på kanonlisten over forfattere, som SKAL læses i gymnasial danskundervisning? Én. Karen Blixen. Fucking én eneste.

Tilbage til artiklen. Jeg fandt straks vej til Lola Baidels hjemmeside og købte den nye digtsamling, ’Uden videre’, og hun skriver stadig om de vedkommende ting, som går lige i hjertet. Nu fra en ældre kvindes perspektiv (det håber jeg ikke, hun bliver fornærmet over, at jeg skriver, for det er netop dette perspektiv, som gør digtsamlingen vedkommende for mig)

Her om kærligheden:

Mon ikke

Visheden om sejr
i dit lille smil

Aldrig
som i nat
i den grad
elsket med

Mon ikke
livet alligevel findes

 
Eller her om at blive ældre:

Se jer selv

Man bliver så dejlig kontant
når man bliver ældre

Der er færre
man skal tækkes

Vennerne
de der er tilbage
er vant til det

Jobbene
har man haft

Kæresterne
er flyttet til en anden generation

Børnene
har man hjulpet
med at flytte
Flere gange
allerede

Sorgerne
har man haft

Accepten
klarer man selv

Rejs jer
oversete
her på jord

Se jer selv


Eller her om mening:

Dagene der gik til

Dagene glider imod mig
flager af hensigter
slås løs
falder til jorden
med ubeskyttede brudflader

Den åbenlyse
mangel på titler
rasler ildevarslende

Fraværet
af mål og retning
og ethvert kendskab dertil
afdækkes

Dagene sover igennem
ingenting vågner

Meningen med det hele
lister ydmygt omkring
uden at gøre sig bemærket


Det er 3 skønne digte, som handler om noget, jeg umiddelbart kan mærke i mig selv. Og det kan jeg med de fleste af de andre digte også. Jeg elsker ordknapheden og livserfaringen. Hvis jeg ikke allerede havde købt dem, ville jeg gøre det nu. Derfor får digtsamlingen 5 hjerter ud af 6 mulige
 
♥♥♥♥♥

 
Du kan læse den omtalte artikel ’En digter steg af toget’ her
Du kan købe bogen på www.baidel.dk.
Jeg har selv betalt mit eksemplar af ’Uden videre’
Jeg har ingen økonomiske interesser forbundet med hverken bogkøb eller denne omtale.


Kategori: Fed Lyrik

Kommentarer

  • #1
  • Unna Hvid
    28-04-2017 13:07
    Tak for din kommentar, Lene. Så håber jeg, at du også får glæde af bogen


  • #2
  • lene
    15-04-2017 11:27
    ja de går også rent ind hos mig- så jeg må overveje at købe digtsamlingen- især nok også fordi livet har givet mange oplevelser, sorger, bekymringer og udfordringer, som det kan være svært at sætte ord på- når jeg meget tit ønsker at give mit liv mening og også det liv som alle oppe i årene må opleve, og netop længselen efter mening og ro .


1 

Skriv en kommentar

:

CAPTCHA Image

 
 
 
Unna Hvid
Unna Hvid