Denne bog-blog handler mest om lyrik og smal prosa, for hvor går man ellers hen og svælger i den?

Min definition af 'smal' er ret så bred, f.eks. er alle debutanter i min optik smal litteratur. Men når jeg køber eller modtager bøger, som jeg har tænkt mig at omtale her på bloggen, så kommer lyrikken og den smalle prosa altid foran i køen på læsehylden.
 
En gang imellem omtaler jeg også værker fra den bredere litteratur eller faglitteratur, ligesom jeg også kan finde på at dele en af mine egne tekster
 
Du kan finde mine genrekategorier nederst i venstremenuen
 

Chigozie Obioma: Vi var fiskere, Anmeldereksemplar

03-07-2017
Det var en kildrende anderledes læseoplevelse! Ikke alene foregår fortællingen i Nigeria, det er i sig selv ikke hverdagskost for mig, hvis eneste erfaring med Nigeria er røver(i bogstaveligste forstand)-historier fra tidligere kolleger i søfarten og olieindustrien, som ikke var de mest positive vidnesbyrd.

Men fortællingen har også et sprogligt lag, som var inciterende for mig. Det handler både om det sprællende billedsprog (et fænomen man genkender, hvis man har læst Ejersbo): ”Jeg blev grebet af skam ved at se min far stå og græde helt åbenlyst, og jeg bøjede nakken og stirrede ned på mine sko, mens far fortsatte, om end hans ord nu – som en overlæsset lastvogn fanget i Lagos trafik fyldt med tømmer – slingrede af sted over den koparrede jord, som var hans talestrøm, idet de stoppede, hakkede og skred ud” (s. 239)

Det handler også om, at romanens personer skifter sprog alt efter, hvad det er, de gerne vil udtrykke. De taler flere sprog, yoruba, som er/var hovedsproget i Akure, og som sønnerne bruger indbyrdes; engelsk, som er/var Nigerias officielle sprog: ”et formelt sprog, som fremmede og folk, man ikke var i familien med, tiltalte en på. Det kunne grave grøfter mellem en selv og ens venner eller familie, hvis den ene eller den anden slog over i det” (s. 30). Derfor er det også det sprog, forældrene bruger, når de skælder sønnerne ud. Undtagen, når moren citerer de mest flammende steder i biblen for at revse dem, for så lyder det mest ætsende på igbo, et andet afrikansk sprog, som forældrene ellers mest taler indbyrdes.

Romanen hedder ’Vi var fiskere’, fordi drengene kortvarigt forsøger sig med at fange fisk med hjemmelavede fiskestænger nede ved den lokale flod. Det lyder som en fortælling, mange danske børn kunne fortælle med på, men det er det ikke. Floden er forbudt område, den er beskidt og farlig, og ikke på den måde, vi ville opfatte de to ord ’beskidt’ og ’farlig’. Fiskeriet sætter gang i en kæde af begivenheder, som med bogens bagsidetekst kan beskrives som: ”et mareridt af konflikter og smerte, der udfordrer deres tætte bånd”. Det er smukt og uhyrligt på en gang. Og så er vi måske tilbage ved udgangspunktet i min omtale her – bagsiden beskriver det da også som ”en fortælling om Afrika og dets voldsomme politiske, økonomiske og religiøse modsætninger iblandet kontinentets episke skønhed”.

Bogen skal have fuldt hus med 6 store læsehjerter, det er en fantastisk bog

 
Jeg har bedt om - og fået bogen af KLIM til omtale

Kategori: Smal Prosa

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
 
Unna Hvid
Unna Hvid