Denne bog-blog handler mest om lyrik og smal prosa, for hvor går man ellers hen og svælger i den?

Min definition af 'smal' er ret så bred, f.eks. er alle debutanter i min optik smal litteratur. Men når jeg køber eller modtager bøger, som jeg har tænkt mig at omtale her på bloggen, så kommer lyrikken og den smalle prosa altid foran i køen på læsehylden.
 
En gang imellem omtaler jeg også værker fra den bredere litteratur eller faglitteratur, ligesom jeg også kan finde på at dele en af mine egne tekster
 
Du kan finde mine genrekategorier nederst i venstremenuen
 

Amalie Smith: Et hjerte i alt, Gyldendal, 2017, Anmeldereksemplar

23-07-2017
En lille fed, gul bog, som har ligget på min hylde og ventet på mig.
 
Titlen peger ind i et af bogens digte, ’Irisken’, som handler om sommer og har det skønneste billedsprog i sin indledning: ’En sommer synker ind i forrige års sommer, som bejdse i træværk: En uklar væske fra et stort organ, som hænger over byen i juli’ (s. 44)

Bogen består af en samling tekster, hvor mange er opbrudte og sat sammen på en næsten kalejdoskopisk måde.
 
Der er prosafortællingen om ’Katten’, et kælenavn for en attrået mand, som går sine egne veje, og de er ikke kærlighedens.
 
Der er refleksioner over sprog: ’Vi har tænkt, at naturen ikke skriver digte// I dag ved vi, at vi har kommunikation, planlægning og beslutninger til fælles med både dyr og planter. Muligvis også metaller, muligvis også maskiner! Men også mennesker er bygget af grundstoffer – vi er naturen, der skriver digte’ (s. 2-3) og ’Tænkning er verden, der tænker i menneskeform’ (s. 4).
 
Eller her: ’Det er imellem form og det formløse, at ny form opstår, men man kan ikke tænke eller skrive nyt uden at anvende overleverede former. Det er et arbejde med de fælles former og de fælles sprog, der gør litteraturen til et socialt erkendelsesmedium’ (s. 105). Der definerede hun lige, hvorfor litteraturen har så vigtig en rolle i verden!

Der er desuden blogtekster, en ’naturkronik’ om et ophold ved Hald Sø ved Viborg, oplæsningsnoter, refleksioner over grafiske symboler, overflader, former og materialer og en beretning om et ophold i Nuuk, som forfatteren betegner som ’kartografiske optegnelser 2008’. Vi er endda med nede på havbunden og se på havsvampe. And then some!

Man mærker tydeligt, at forfatteren både er uddannet på Kunstakademiet og på Forfatterskolen. De episke og lyriske blandes med det essayistiske, akademiske, kunstneriske og naturhistoriske.
 
Mest holder jeg af hendes betragtninger over skulpturens rolle i forhold til beskueren: ’Maleri og skulptur fremkalder verden på vidt forskellige måder. Et figurativt maleri åbner et vindue til en verden bag lærredet og inviterer os ind. en skulptur derimod inviterer sig selv ind i vores verden. Den inviterer til berøring.// Mens øjnene ser bedst på afstand, må hænderne være i kontakt med det, de undersøger. Dermed forankrer følesansen kroppen i verden. Berøring er gensidig: Jeg kan ikke røre ved en skulptur uden også at lade den røre ved mig’ (s. 34-35) Sammenhold dette med: ’På kunstmuseer og gallerier er berøring af kunstværker et privilegium forbeholdt kuratorer, teknikere og konservatorer. Publikumsmassernes gentagne berøring ville ødelægge værkerne. De folder hænderne bag ryggen for at undgå at røre ved noget. // Det engelske exhibit kommer fra latin ex habere som betyder at holde frem. Fra dette ord strækker en hånd sig frem gennem det tredimensionale rum i håb om at møde noget’ (s. 43).

Og så er jeg helt vild med denne sarkastiske kommentar i et stykke fra en ’naturkronik’: ’Den arktiske zone rykker to kilometer længere nordpå hvert år, så hurtigt går det. Det var i nyhederne i sidste uge. Hvis isen rykkede den anden vej, ville det være lettere at forstå som en trussel. Hvis dens kæmpe krop, geléagtig i bunden, gled som en snegl hen over flere og flere lande. Regeringen har fremlagt sin klimaplan i dag: Den vil lægge låg på gylletankene. Jeg ved ikke, om man kan lægge alt for store og alt for små perspektiver sammen til noget, der giver mening’ (s. 171)

Okay, så vidt indholdet, som er skarpt, tankevækkende, inspirerende og velskrevet. Så er der det med formen. Som det fremgår at billederne, vender teksten ikke den vej, tekster plejer at vende.
Billeder brydes nederst på siden og fortsætter på den næste. I det hele taget en masse klip, brud og fragmenteringer. Prosafortællinger, der klippes i stykker og blandes med refleksioner, fakta-stykker og figurer. Hvad fanden skal det til for?
 
Ville alle tekststykkerne stadig være levende og spændende, hvis vi fik dem fortløbende i deres ubrudte form?
 
Jeg er på en gang irriteret og alligevel fascineret. På sin vis stod mange af de virkelig stærke refleksioner netop stærkt, fordi de stod afbrudte, strittende. Det er som om bogen ikke vil finde sig i at blive konsumeret på nogen som helts normal måde. Den vil berøre og berøres. Fortæres langsomt måske. Trænge ind som bejdse i et træværk.

Og hvad kan man forvente andet, end at formen bliver potent strittende, når en forfatter også er billedkunstner?
 

Kategori: Smal Prosa

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

:

CAPTCHA Image

 
 
 
Unna Hvid
Unna Hvid