Denne bog-blog handler mest om lyrik og smal prosa, for hvor går man ellers hen og svælger i den?

Min definition af 'smal' er ret så bred, f.eks. er alle debutanter i min optik smal litteratur. Men når jeg køber eller modtager bøger, som jeg har tænkt mig at omtale her på bloggen, så kommer lyrikken og den smalle prosa altid foran i køen på læsehylden.
 
En gang imellem omtaler jeg også værker fra den bredere litteratur eller faglitteratur, ligesom jeg også kan finde på at dele en af mine egne tekster
 
Du kan finde mine genrekategorier nederst i venstremenuen
 

Sophia Handler: Feberfrihed, Gyldendal, 2017, Anmeldereksemplar

28-07-2017
Jeg vil glæde mig til at læse mere af Sophia Handler, for selv om denne digtsamling ikke kommer til at tælle blandt mine favoritter, så er der noget i hendes craziness og sans for det absurde, som jeg godt kan lide.Men her bliver det for crazy og for absurd.
 
Samlingen hedder ’Feberfrihed’, og på forsiden af bogen er titlen sat op som tre selvstændige ord ’feber’, ’fri’ og ’hed’, som også giver nogen mening i forhold til det associerende og tummelumske både i - og mellem prosadigtene.
 
Forlaget skriver i sin omtale af bogen: ”Mens feber er et tegn på sygdom, er feberfrihed den flimrende, hudløse tilstand efter sygdommen, hvor feberen sidder tilbage i kroppen som et spor af desorientering og svimmelhed, men også som en følelse af overvindelse og katarsis. Det er denne posttraumatiske tilstand, der karakteriserer Sophia Handlers debut”.
 
Men jeg synes faktisk snarere, at der er tale om, at feberen sætter det lyriske jeg fri til at fabulere og associere hedt og inderligt. Og, altså, som sagt, for feberhedt.

Ærgerligt, for der er så mange gode ideer i værket. Hvert digt har en titel med grøn baggrund, som refererer til kapitlets titel, på en grøn kapitelside. Altså lige bortset fra de digte, som er grupperet under et overordnet spørgsmål, sat op med rød-lilla baggrund. Alt sammen dog,iterende nok, uden nogen sammenhæng overhovedet.

Men hun kan noget med sprog, hende Sophia Handler, og hun har en masse forfattersprængstof i sig, det er jeg ikke i tvivl om. Det fremgår de få steder, hvor feberrablerierne faktisk giver mening for mig:

Som en blommehøst kan mine følelser have ligget på loftet og gæret. Sommerens dårligste tabere. Fermentering: at være blevet rasende, være blevet lagt i seng” (s. 65)

En trækrone kan bugne direkte ind i ens synsfelt. Sådan kan moderne kunst også fylde bevidstheden. Give genskin, dirrende. Som sæbevandshinden i en stålvask. Man kan blæse bobler af tilstande, hvis man vil. Drikke en samtale i stykker. Danse en playliste slut” (s. 51)

”[…] Op ad flisevægge kan man drive som en pomfrit af friture. Lukke sig helt ind i kartoflen og blive lige så kogt. Ens hænder: fulde af nødværge. Øjnene: melede.” (s. 51)

Det er den slags små vidunderligheder, som gør, at jeg føler, at min tid alligevel har været godt brugt sammen med Sophia Handler. Men der er for lidt af det gode og for meget af det tossede.

Faktisk vil jeg tillade mig at citere Sophia Handler selv: ”[…] God kunst er at vide, hvornår det er nok. Man ødelægger marcipanpynten ved at smage for grundigt”(s. 52)

Kategori: Fed Lyrik

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

:

CAPTCHA Image

 
 
 
Unna Hvid
Unna Hvid