Denne bog-blog handler mest om lyrik og smal prosa, for hvor går man ellers hen og svælger i den?

Min definition af 'smal' er ret så bred, f.eks. er alle debutanter i min optik smal litteratur. Men når jeg køber eller modtager bøger, som jeg har tænkt mig at omtale her på bloggen, så kommer lyrikken og den smalle prosa altid foran i køen på læsehylden.
 
En gang imellem omtaler jeg også værker fra den bredere litteratur eller faglitteratur, ligesom jeg også kan finde på at dele en af mine egne tekster
 
Du kan finde mine genrekategorier nederst i venstremenuen
 

Finn Wiedemann: Sådan en dag glemmer man aldrig. Attika, 2017. Anmeldereksemplar, udkommer 1/9 2017

Skrevet af Unna Hvid
28-08-2017
Når man, som jeg, har boet i Odense ad flere omgange, kender man Munkebo som en by, man kører igennem for at komme til Kerteminde og bade eller spise is af store friskbagte kræmmerhuse. Lidt grumset vand på den ene side, en kro på den anden, og så vartegnet – den store firkantede kran, som vist i øvrigt blæste omkuld i en storm i slutningen af sidste årtusinde som et varsel om skibsproduktionens endeligt.

Men i denne kortprosasamling af erindringsbrikker får man mulighed for at stoppe op og se byen indefra og i ungdomsperspektiv. Bogen handler om 6 år i 80’erne, i forfatterens eget liv og mellem de unge og voksne mennesker, som kommer og går i hans liv. Som forlagets følgebrev beskriver det: ”et personligt portræt af en tid, hvor ungdomsarbejdsløshed, risikoen for atomkrig og sortklædte digtere udgjorde en del af den luft, man som ung dagligt skulle indånde”.
 
Det er hyggeligt og genkendeligt, og samtidig, som altid, sjovt at læse om, hvad drengene sådan gik og tænkte på og var optagede af i provinsbyerne, mens vi piger spillede håndbold (det gjorde drengene åbenbart også i Munkebo) eller drak vodka før festen i ungdomsklubben.

Når man er født på brudkanten af Jylland, vækker det genklang at læse om, hvordan provinsbyen begynder at stramme om brystet på det unge menneske, og de vante relationer suppleres med pennevenner ude fra den vide verden (min kom fra Vig i Nordvestsjælland, og jeg omtalte ham konsekvent som ’københavner’). Pludselig er de bedste af ens venner opsuget af regionens efterskoler, og man er ladt tilbage med dem, der aldrig kommer nogen vegne. Horisonten må udvides med Roskildefestivaller, interrail, højskoleophold og hyppige besøg i storbyen til karneval og burgerbarer.

Vores fortæller kegler lidt rundt mellem forskellige skoler og småjobs, mens man som læser kan iagttage, hvordan han langsomt nærmer sig det, han vækkes intellektuelt af og godt gider kaste sig over. Jeg tænker på, om det mon er forfatterens spagfærdige partsindlæg i ’skynddignuatblivefærdigmedatuddannedig-debatten’? I hvert fald synes jeg, det er her bogen har sin vægtigste kvalitet – de der fremtidsplaner og –drømme er sgu ikke lige sådan at få greb om, selv om forældrene står hændervridende på sidelinjen og taler om uddannelse man skal se at komme i gang med, eller jobs, man skal tage før andre tager det.

’Sådan en dag glemmer man aldrig’ refererer til mordet på Palme. Selv stod jeg og skovlede salt henover friskfangede, stablede fisk i lagerhallen på en fiskefabrik i Patreksfjordur den dag i 1986, da en af mine roomies helt bleg kom hen og fortalte mig, at ”de har skudt Palme, de har skudt ham”.

Og det er det gode ved sådan en erindringsroman – den lukker op for dine egne små erindringsæsker.

Det skal den have godt med læsehjerter for!
 

Kategori: Smal Prosa

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

:

CAPTCHA Image

 
 
 
Unna Hvid
Unna Hvid