Denne bog-blog handler mest om lyrik og smal prosa, for hvor går man ellers hen og svælger i den?

Min definition af 'smal' er ret så bred, f.eks. er alle debutanter i min optik smal litteratur. Men når jeg køber eller modtager bøger, som jeg har tænkt mig at omtale her på bloggen, så kommer lyrikken og den smalle prosa altid foran i køen på læsehylden.
 
En gang imellem omtaler jeg også værker fra den bredere litteratur eller faglitteratur, ligesom jeg også kan finde på at dele en af mine egne tekster
 
Du kan finde mine genrekategorier nederst i venstremenuen
 

Bogbloggerevent: En bogorm 2017. Opslaget indeholder elementer af reklame*

10-09-2017
Hvad kan få en bogblogger til at kaste sig på cyklen og drøne (I wish, snarere slow-trille) afsted i regnvejr mod Brøndby? Ikke fodbold. Bøger og forfattermøder, selvfølgelig.
 
Jeg var i går til et bogbloggerevent 'En bogorm 2017', mageløst arrangeret af Asta Lemvigh Jørgensen, en ung dame med et stort organisationstalent og et par gode forældre i baghånden. Hun er nemlig kun 13 år. På egen hånd havde hun skaffet lokale, forfatterdeltagelse, goodie bags med bøger, forfatterinterview på video, fin forplejning og så glemmer jeg ikke, imponeret, at bemærke, at hun selvfølgelig live-streamede det hele til de bogorme, som ikke havde bevæget sig ud i regnen.
 
Først fik vi tre oplæg ved forfatterne Katja Berger, Boris Hansen og Lotte Petri. Her ses de tre forfattere i Astas egen opsætning:
 
 
Der var også et fjerde forfattermøde - et videointerview med Malene Sølvsten, som også skriver i fantasy-genren. Igen var jeg lige så imponeret over unge Astas dynamiske interview-skills, som af forfatterens formåen.
 
Efter forfattermøderne var der uddeling af forskellige priser til bogbloggere i discipliner, jeg aldrig har hørt om før. Der var priser til bogtubere og 'årets bogtag' mv. Her var det væsentligt yngre bloggere, end jeg, som gjorde sig gældende på Instagram, Youtube og ... alting. 'SKAM-segmentet' ville jeg kalde det med reference til den norske TV-serie, også fordi jeg hæftede mig ved ,at den røde Noora-læbestift er blevet meget populær, også hos bogorme. Så fint :-)
 
Her er det de tre nævnte forfattere, som hjælper Asta med at uddele priser:
 
Fra venstre er det Lotte Petri, Asta, Katja Berger og Boris Hansen
 
Lotte Petri forærede fortalte om sine nyeste udgivelser, blandt andet 'Djævlens værk', som hun fik ideen til, da hun læste om, at man, i forbindelse med metrobyggeriet, uden videre havde opgravet og flyttet en stor del middelalder-skeletter fra Assistens Kirkegård. Når man er krimiforfatter, er det selvfølgelig en fristende historie.
 
 
Jeg er betaget af den research, som Lotte Petri fortæller om, at hun laver i forbindelse med sine bøger. Hun har således både været på knoglekonference i Odense og interviewet en paveligt certificeret exorsist om moderne djævleuddrivelse i Danmark. Og ja, det findes.
 
Jeg har tidligere læst 'Hvidt Snit' af Lotte Petri, og ud over, at det er en spændende krimi, så går det også her igen, at man kan mærke den grundige research.
 
 
Lotte forærede os alle sammen sin første bog, Den 5. plage, som udkom i 2009. Den handler, blandt andet, om islamisk fanatisme, et faktum, som har gjort, at Lotte har kunnet finde sit navn nævnte på arabisksprogede hjemmesider, en ikke helt behagelig bivirkning ved at skrive med udgangspunkt i aktuelle temaer. Jeg glæder mig til at læse den og finde ud af, hvad den 5. plage er, og hvorfor det ikke er den 8.
 
 
På vej tilbage ud i regnen, som kun var blevet vådere, fik vi en goodiebag fuld af bøger, som Asta også havde skaffet til os fra forskellige forlag. Sponsorerne var:
 
Politikkens forlag
Ulven & Uglen
Gads forlag
Modtryk
Harpercollins
Calibat
Høst & søn
Jassaaps
Brøndbyøster bibliotek
Brøndbyvester skole
 
Indholdet af goodie bag'en til Bogorm 2017
 
Alt i alt en fin bogbloggeroplevelse, som skal have alle de hjerter, jeg har at dele ud af:
 
 
 
*Reklame: Den nye markedsføringslov kræver, at bogbloggere skriver 'reklame' eller 'anmeldereksemplar' øverst i artiklen, hvis den indeholder omtale af materiale, man har fået gratis af forlag eller forfattere.
 

Kategori: Forfattermøder

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

:

CAPTCHA Image

 
 
 
Unna Hvid
Unna Hvid