Denne bog-blog handler mest om lyrik og smal prosa, for hvor går man ellers hen og svælger i den?

Min definition af 'smal' er ret så bred, f.eks. er alle debutanter i min optik smal litteratur. Men når jeg køber eller modtager bøger, som jeg har tænkt mig at omtale her på bloggen, så kommer lyrikken og den smalle prosa altid foran i køen på læsehylden.
 
En gang imellem omtaler jeg også værker fra den bredere litteratur eller faglitteratur, ligesom jeg også kan finde på at dele en af mine egne tekster
 
Du kan finde mine genrekategorier nederst i venstremenuen
 

Forfattermøde: David Lagercrantz d. 10. september 2017 på Saxo

11-09-2017
Hvordan har du det med Lisbeth Salander? Det spørgsmål blev jeg stillet af en af arrangørerne fra Saxo til et forfattermøde med David Lagercrantz, som jeg deltog i i går.
 

David Lagercrantz er den svenske forfatter, som forlaget bag Millennium-serien bad skrive videre på historien om Lisbeth Salander og ”jävla Kalle Blomkvist”. Den oprindelige forfatter af serien, Stieg Larsson nåede at skrive 3 bind i serien, inden han døde pludseligt i 2004.
 
 
Lagercrantz blev da også spurgt i går af en af tilhørende, hvordan det føltes at skulle overtage en andens forfatterskab, når der var så mange kritikere, som mente, at det nærmest var gravrøveri. Det spørgsmål er han tydeligvis vant til at få, for han havde svar parat, men det var et svar, som behændigt gled af på spørgsmålet.
 
Som et kuriosum kan jeg nævne, at Weekendavisen i denne uge bringer et interview med Lagercrantz, hvor han blandt andet fortæller, at han som ung arbejdede på en kirkegård med at nedsætte urner og læse digte op ved urnebegravelserne for de efterladte. I den megen ventetid skrev han så sine egne digte, og det var sådan, han kom i gang med at skrive. Da han signerede min bog og bemærkede mit blognavn, Fed lyrik & Smal prosa, fortalte han da også, at han faktisk skrev megen lyrik, og selv syntes, det var mærkeligt, at han sad her som bestsellerforfatter af kriminalromaner.

Lagercrantz indledte sit korte oplæg med at fortælle, hvordan han havde tænkt meget over, hvorfor Lisbeth Salander har en drage tatoveret på ryggen. De første tre bøger giver ikke noget svar på det. Han fortalte, at han en dag havde set et maleri af en ridder, som støder en lanse igennem en drage, og ved siden af står en ung kvinde. På beskrivelsen går jeg ud fra, at det var en fremstilling af legenden om Sankt Jørgen og dragen. Legenden fortæller, at Jørgen reddede en by en jomfru eller prinsesse i byen fra en hadefuld drage. Det er en kendt figur i kunsthistorien, som findes i mange udgaver. Jeg har den her på en ikon fra Bulgarien, her dog uden prinsesse:
 

Lagercrantz fortalte, at han forestillede sig, hvordan Lisbeth Salander havde set dette billede en gang som lille pige, og i stedet for at fatte sympati for prinsessen, som hun ikke kunne identificere sig med, eller ridderen, som redder prinsessen fra den dragen, så havde Lisbeth fattet sympati for dragen. I denne havde hun set et væsen (lisbeth), som blev udsat for overgreb (lansen) fra faren (ridderen) og en indifferent kvinde (’systemet’) som stod ved siden af og så på uden at gribe ind.

Det er jo en fantastisk indlevelse i en fiktiv karakter, og alene dén indlevelse gør, at jeg vil kaste mig over at læse de to bøger i serien, som Lagercrantz har skrevet.

Men så var der lige det der spørgsmål fra Saxos medarbejder: ”Hvordan har du det med Lisbeth Salander?” Jeg har det meget blandet med Lisbeth Salander. Jeg kan stadigvæk huske, da jeg købte den første Millenniumbog, Mænd der hader kvinder. Jeg kom gående hen langs en boghandlers butiksfacade, og spottede bogens titel med det samme. Uden at læse bagsideteksten eller noget som helst, købte jeg bogen på grund af dens titel. Fordi, som kvinde kender man de mænd, som hader kvinder, alt for godt. Og jeg var totalt perpleks over, at en mandlig forfatter havde skrevet en bog med en sådan titel – det måtte jeg bare læse. Jeg har selvfølgelig sidenhen både læst de to næste bøger i serien og set filmene, hvor Lisbeth dog gøres noget mere outreret, end hun er i bøgerne, hvilket er en skam. En af pointerne er jo nemlig, at man, som kvinde, ikke behøver at være specielt aparte, før hadet sætter ind.

Nå, men, hvorfor har jeg det så blandet med Lisbeth Salander? Jeg sidder og kikker på en fin stofpose, vi fik udleveret som goodie bag i går. Du kan se den her:
 

På den ene side elsker jeg, at Lisbeth Salander er en kriger. Hver gang, hun står op for sig selv og nedkæmper de mænd, som hader kvinder, har det en forløsende virkning på mig. Det kan jeg forestille mig, at det har på mange kvinder. Det er payback per proxy.
 
Men når Lagercrantz så på forfattermødet i går omtaler Salander som ”et feministisk ikon”, og med garanti her deler opfattelse med mange andre, så bliver jeg lidt trist. For Salander er også en sørgelig skikkelse. Hun skal hele tiden slås for at få lov til at være i livet, hun er hele tiden kriger, hun svigtes af systemet, hun svigtes i kærlighed, hun er grundliggende et skoleeksempel på, at hvis du som kvinde ikke er konform, så får du tæsk på alle måder. Og du skal hele tiden slås. Er det et godt forbillede for piger og unge kvinder?

Jeg spurgte Lagercrantz, som jo skal til at i gang med den sidste af de tre bøger i serien, som han har kontrakt på, om Lisbeth Salander skulle blive ved med at være kriger. Om hun godt kunne være et ”feministisk ikon”, hvis hun dybest set ikke lykkedes med sit liv. En forkrøblet karakter, som kun overlever ved at være uden for loven, ved at beskytte sine følelser og gemme sig for samfundet.
 
Lagercrantz svarede, at det jo var sådan med en romankarakter, at hun skulle udsættes for problemer og konflikter for, at der kunne komme en spændingsroman ud af det.

Det forstår jeg. Men så lad os undlade at kalde Lisbeth Salander for et feministisk ikon.I hvert fald, hvis 'ikon' betyder 'forbillede'.
 
Jeg husker en anden svensker, som fortalte mig, at hun havde set ’Forbrydelsen 1’ (TV-serien), og at hun var begejstret for figuren, Sarah Lund, fordi hun ”viste kvinder, at man godt kunne være anderledes, og alligevel klare sig godt”. Men det viser TV-serien jo netop, at Lund ikke gør. Hun bliver deporteret ned til sydhavsøerne og degraderet til paskontrollør. Kærligheden går det heller ikke med, og senere i serien følger vi, at hun naturligvis heller ikke klarer sig godt som mor.
 
Det samme gør sig gældende med figuren, Birgitte i TV-serien, Borgen. Hun bliver statsminister, flot, flot, men så skal hun i hvert fald også miste sit ægteskab og det skal gå ad helvede til for hendes børn.
 
Fortæl mig om en eneste bog eller TV-serie, hvor en kvindelig hovedperson lykkes med at få succes med både karrieren og privatlivet? Og fortæl mig så, hvad det er for en virkelighed, disse figurer skaber oven i hovedet på de små piger (og drenge) som læser og ser disse bøger? Ikke så mærkeligt, at vi ikke har mange kvindelige ledere og bestyrelsesformænd i Danmark – der er simpelthen ikke forbilleder at spejle sig i under opvæksten, i hvert fald ikke i fiktionen, og det er jo ofte de store TV-serier og bestsellerne, som samler nationen og giver unge noget at spejle sig i.

Derfor har jeg det blandet med Lisbeth Salander. Jeg synes ikke, at min datter og datterdatter skal behøve bekrige verden for at få lov til at være sig selv i den.

Kategori: Forfattermøder

Kommentarer

  • #1
  • Unna Hvid
    29-09-2017 13:01
    Tak for din kommentar, Mary. Jeg er nok ikke helt uenig med dig. Mvh Unna


  • #2
  • Mary Rasmussen
    20-09-2017 18:03
    Jeg er bare SÅ harmfuld over at der sættes nogensomhelst til at skrive videre på den oprindelige forfatters ide og historie...jeg ser det som gridskhed af vlrste skuffe, desuden kæmpefrækhed overfor den rigtige forfatters enke. De mennesker der har gjort dette burde skamme sig
    Jeg holder neget af ar læse de originale bøger og se de originale film,men ingen og intet kan få mig til at læse eller se disse tarvelige såkaldte forsættelser.


  • #3
  • Mary Rasmussen
    20-09-2017 18:03
    Jeg er bare SÅ harmfuld over at der sættes nogensomhelst til at skrive videre på den oprindelige forfatters ide og historie...jeg ser det som gridskhed af vlrste skuffe, desuden kæmpefrækhed overfor den rigtige forfatters enke. De mennesker der har gjort dette burde skamme sig
    Jeg holder neget af ar læse de originale bøger og se de originale film,men ingen og intet kan få mig til at læse eller se disse tarvelige såkaldte forsættelser.


1 

Skriv en kommentar

:

CAPTCHA Image

 
 
 
Unna Hvid
Unna Hvid