Denne bog-blog handler mest om lyrik og smal prosa, for hvor går man ellers hen og svælger i den?

Min definition af 'smal' er ret så bred, f.eks. er alle debutanter i min optik smal litteratur. Men når jeg køber eller modtager bøger, som jeg har tænkt mig at omtale her på bloggen, så kommer lyrikken og den smalle prosa altid foran i køen på læsehylden.
 
En gang imellem omtaler jeg også værker fra den bredere litteratur eller faglitteratur, ligesom jeg også kan finde på at dele en af mine egne tekster
 
Du kan finde mine genrekategorier nederst i venstremenuen
 

Özcan Ajrulovski: 'Jeg vågner op som en fremmed', Copenhagen Storytellers, 2017, Anmeldereksemplar

02-10-2017
 
Jeg har læst denne digtsamling med stor fornøjelse, men ikke uden visse steder at opleve mig uenig med digteren, eller føle mig lidt skeptisk. Det tæller ikke ned i min læseoplevelse, vil jeg skynde mig at sige.

Digtsamlingen falder i 6 dele, som emnemæssigt hænger sammen.
Den første del, ’Jeg vågner op som en fremmed’, handler om identitet og det at føle sig som gæst i både sit eget land og bedstefarens oprindelige hjemland. Özcan Ajrulovski (f.1987) er opvokset i Københavns Nordvestkvarter og bosiddende i Herlev. Han er tredje-generations-indvandrer og efterkommer af gæstearbejdere fra ex-Jugoslavien med makedonsk-tyrkisk baggrund, der kom til Danmark i 1960’erne.
 
I digtet ’Jeg sidder fast’, hedder det f.eks.: ”Jeg sidder fast/mellem den jeg er/og den jeg burde være/ mellem den jeg er/og den de tror jeg er/mellem den jeg er/og de kategorier/jeg bliver sat ind i” (s. 30). Det er en digterstemme som vækker stor sympati hos mig.

I anden del, 'Kulturens lænker', bliver jeg dog lidt skeptisk, især når jeg læser digtet ’Fra Diamant til støv’, som handler om en ung kvinde, som bliver forelsket i en ung mand og mødes med ham. Vist nok ret uskyldigt, men snakken og rygterne går i gang ”Og da de respekterende blikke/begyndte at blive negative” (s. 39) og så erkender hun vist nok sin fejl ”opdagede hun at hendes fornuft og tanker/længe havde været inaktive/De mødtes tit alene/og hun spillede med de forkerte kort/hun så sit gode rygte og respekt/langsomt blev visket bort” (s. 39). I hvert fald beslutter hun at bekende overfor sin familie, at hun har fejlet, men det er så for sent, og som jeg lige forstår det, ender hun vist med at begå selvmord, efter at hendes familie har afvist hende.
Jeg er lidt skeptisk, fordi jeg ikke er sikker på, hvor forfattersympatien ligger. Pigen beskrives med ordene ’diamant’ og ’hun tog de rigtige valg’, hun ”modtog flere beskeder/der faldt over hende som regn/men hun lod dem ikke komme forbi/hendes æresfulde hegn” (s. 38)
Det står klart for mig, at det lyriske jeg i hvert fald føler sympati for pigen og finder straffen for hård. Men ligger der også implicit en forfatterholdning om, at straffen ganske vist var for hård, men at fejlen (pigens) var uomtvistelig? Det har jeg sådan lidt fornemmelsen af, og det kan jeg ikke lide.

Jeg bliver også lidt fornærmet på ’Annas’ vegne, når det lyriske jeg i ’Anna og Sana’ sammenligner: ”Se var som vand og ild/Sana havde ikke planer om/at finde kærlighed i byen/Anna havde ikke planer om/at komme alene hjem fra byen” (s. 34). Her oplever jeg, at ’Anna’ bliver beskrevet på den samme kategoriserende måde, som forfatteren ellers kritiserer med digtet ’Jeg sidder fast’ (se ovenfor)

I tredje del ’Tryghedens patroner’ handler digtene om bander, pistoler og gadeliv. De er således meget aktuelle og måske samlingens mest interessante, synes jeg.

Fjerde del ’Umenneskelige mennesker’ handler om krig. Her er det lyriske jeg (men vist ikke forfatteren) udsendt ”Vi blev sendt ud som en hær/men krigen var en tornado/og vi var de væltede træer” (s. 67).
 
Et meget rørende og smukt dig i denne del er ’Faldne stjerner’ om Adil på 9 år, som oplever sit hus blive bombarderet. Han forstår ikke så meget og lægger sig til at sove i sin døde fars arme ”Han lukker sine øjne/prøver at lytte om himlen kalder/måske vil den fortælle ham/hvorfor stjernerne falder?” (s. 75) I det hele taget er der en fantastisk indlevelse i denne del af samlingen.

Femte del ’Hævnens tørst’ handler om terror. Her kom jeg lige på en følelsesmæssig rutchetur igen. Først blev jeg så forarget over ansvarsfraskrivelsen i digtet ’Hævnens tørst’ (s. 87), at jeg ikke engang har lyst til at kommentere det yderligere. Så er der endnu et digt med samme titel s. 88-89, som er helt fantastisk i sprog og indlevelse. Og så kommer der lige en træls ting om hvorvidt Omar nu var terrorist eller ”bare en gadedreng med patroner?” (digtet 14. februar s. 91). Det gør sgu en lille smule ondt i sjælen.

I sjette og sidste del af samlingen, ’Danne bro’ reflekteres der både over Dannebro og over at danne bro mellem kulturer. Eller måske egentlig rettere mellem mennesker.
 
Her fandt jeg især digtet ’Kultur vs. religion’ interessant: ”Når du peger fingre af min religion/er det måske min kultur du tænker på?/For jeg kæmper også mod dele af min kultur/som min religion har frigjort mig fra”. Det er ikke nyt for mig, at der er forskel på kultur og religion, men at religion kan frigøre fra kultur? Det er måske ateisten i mig, som gør, at simpelthen ikke kan begribe det?

Som sagt er der ting, hvor jeg ikke er enig med forfatteren. Men det er ikke det vigtige her. Det vigtige er, at det bliver så forbandet meget lettere at forholde sig til mennesker, som på overfladen er forskellige fra en selv, når disse mennesker begynder at skrive og sætte ord på følelser, tanker og oplevelser. Det virker dog stærkest, når det er de egne følelser, tanker og erfaringer, der skrives om, ikke ’hele kategoriens’ for nu at blive i det lyriske jegs formulering i ’Jeg sidder fast'

Det her kunne godt gå hen og blive en rigtig debatbog, også på ungdomsuddannelserne.

Udkom 28. september 2017
 
 
Fotograf: Michael Juhl Svendsen

Kategori: Fed Lyrik

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

:

CAPTCHA Image

 
 
 
Unna Hvid
Unna Hvid