Denne bog-blog handler mest om lyrik og smal prosa, for hvor går man ellers hen og svælger i den?

Min definition af 'smal' er ret så bred, f.eks. er alle debutanter i min optik smal litteratur. Men når jeg køber eller modtager bøger, som jeg har tænkt mig at omtale her på bloggen, så kommer lyrikken og den smalle prosa altid foran i køen på læsehylden.
 
En gang imellem omtaler jeg også værker fra den bredere litteratur eller faglitteratur, ligesom jeg også kan finde på at dele en af mine egne tekster
 
Du kan finde mine genrekategorier nederst i venstremenuen
 

Lotte Petri: Djævelens værk, Lindhardt og Ringhof Forlag, 2017, Anmeldereksemplar

Skrevet af Unna Hvid
22-10-2017
 
Jeg hørte Lotte Petri til et bogbloggerevent, og var, som jeg tidligere har skrevet, meget imponeret af den research, hun lægger til grund for sine krimier. Derfor var det også sjovt at læse denne krimi, når jeg nu vidste, at mange af de virkelig absurde facts, netop var facts, som f.eks. at vi i Danmark har en paveligt certificeret djævleuddriver, eller exorcist, med et andet ord, som måske giver dig associationer til en film, som det aldrig er lykkedes mig at se færdig pga. uhyggen.

Denne bog er faktisk også lidt uhyggelig, jeg synes, det lykkes ret godt for Petri at blande meget uhygge ind i spændingsgenren her. Jeg begik dog den fejl, at jeg læste den som natbordslæsning – det gør jeg altid med krimier – men det er en bog, som egner sig til at blive slugt i, om ikke ét, så færre hug, så man får fuld glæde af spændingsopbygningen. Det vil jeg give dig som et tip, når du læser bogen.

En anden ting, jeg godt kan lide ved bogen (og det gælder også for ’Hvidt snit’, som jeg tidligere har læst) er, at der er nogle meget aktuelle referencer. Petri er inspireret af, hvad der sker omkring hende og hvad der aktuelt bevæger sig i den offentlige debat. Udgangspunktet for ’Djævelens værk’ er således metrobyggeriet på Nørrebro, hvor en stor del skelletter uden videre bare graves op og flyttes et andet sted hen. Her får Petri øje på de etiske dilemmaer og de følelser af vrede og lamslåelse, som kan opstå hos de berørte, og det er faktisk en del af plottet.

Og så er kirkegården jo naturligvis altid en god ramme for uhygge! Jeg er fra Vestjylland, og her går man ikke tur på kirkegårde. Sidste vinter gik jeg en god eftermiddagstur med hunden i det, som jeg selv opfatter som en dejlig park i nærheden af, hvor jeg bor. Det var godt nok blevet buldreravende mørkt, men det tænkte jeg ikke over … indtil jeg pludselig kom til at spørge mig selv, om jeg sådan egentlig normalt plejede at gå tur på kirkegårde i mørke! Så begyndte hjertet at hamre. Da jeg samtidig opdagede, at min racerhund (ikke racehund), som normalt fræser rundt i kæmpecirkler omkring mig, gik helt inde ved mine fødder hele vejen, gik det godt nok stærkt med at komme uden for murene til gadelampelys og normalitet lige på den anden side. Og når du først har læst Petris bog, så vil du nok have det på lidt den samme måde.
 
 
Nedenfor: et billede af Lotte Petri fra det nævnte bogbloggerevent
 

Kategori: Bred boghylde

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

:

CAPTCHA Image

 
 
 
Unna Hvid
Unna Hvid