Denne bog-blog handler mest om lyrik og smal prosa, for hvor går man ellers hen og svælger i den?

Min definition af 'smal' er ret så bred, f.eks. er alle debutanter i min optik smal litteratur. Men når jeg køber eller modtager bøger, som jeg har tænkt mig at omtale her på bloggen, så kommer lyrikken og den smalle prosa altid foran i køen på læsehylden.
 
En gang imellem omtaler jeg også værker fra den bredere litteratur eller faglitteratur, ligesom jeg også kan finde på at dele en af mine egne tekster
 
Du kan finde mine genrekategorier nederst i venstremenuen
 

Jon Høyer: Livet og døden og kærligheden og den slags, Det Poetiske Bureaus Forlag, 2016

24-10-2017
 
En stribe varme, lidt indadvendte digte om de store emner, som titlen også angiver. Vi bevæger os lige fra glæden over at købe ind sammen med en, vistnok nyfunden kærlighed, hvor det kedelige supermarked får nyt liv, fordi vi udforsker det sammen, ”med ivrige øjne og munde” (s. 16), henover fine naturbeskrivelser, tanker om døden og det, der er lige nu og her, hvor man ikke længere bilder sig selv ind, at man er udødelig: ”Det er her/der skal danses” (s. 54)

I den sidste del af bogen reflekteres klart og skarpt, her om tro: ”Hellere sidde fortumlet/under den utilslørede nattehimmel/med håndfladerne trykket mod jorden/end flygte ind under en tro der tror den er noget/og kan holde min undren i ave/med ritualer og instrukser/under murede hvælvinger/rettet mod en enkelt livsform/her […]” (s. 50) eller her: ”[…]//Et sammensurium af universer/uden synderligt kendskab til hinanden/hvor de fleste/fra tåneglende til hårspidserne/ufortrødent passer deres arbejde/med celledeling på celledeling/og det resterende mindretal/undrer sig […]” (s. 49) Det billede kunne jeg godt lide :-)

Andre steder bliver det mere banalt: ”[…] Og hvad ved sneglen/om verden/uden for huset?” (s. 52) – en undren, som går igen flere steder, hvor der reflekteres over verden i verden og verden uden for verden.

Og så er der en sjov modsætning, som jeg tror er typisk for folk med gråt i håret (al den stund, at jeg genkender modsætningsforholdet):

Først:
Endnu flere bedsteforældre/til at træffe beslutninger/om planetens fremtid/tak//med vores langsynethed/der skimter/vores børnebørn/som vordende bedsteforældre” (s. 32)
 
Overfor:
Og jeg?//En faldende dråbe/i bruset af liv gennem rummet//mens min kortsynethed/hvælver sin himmel/omkring mig” (s. 53)

Begge dele kan jo sagtens være sandt på én gang.

Og så synes jeg, det er dejligt, at det ikke er alle de digtsamlinger, jeg får i hænderne, som er skrevet af unge poeter. De er skønne, ingen tvivl om det. Men det er også dejligt at læse noget, hvor man kan spejle sig i, at der stadig danses, elskes og udforskes, også i den anden halvdel af livet.
 
Selv om tonen har en klang af alvor: ”Der står nu det hus/hvor du ikke længer bor/min døde ven/hvor møblernes tavshed kan høres/hvor de utallige fotografier i gangen/skriger efter den farverige fremtid/der er visket ud/hvor hvert rum sprænges/af dit fravær” (s. 25, fra det absolut smukkeste digt i samlingen)
 
Læg også mærke til det ret smukke coverbillede af Mikkel Pape. Solnedgansmotivet er naturligvis ret symbolsk for indholdet, men der er også disse menneskefigurer, som befinder sig et sted, hvor konturerne mellem vand og land opløser sig. Man kan ikke rigtig skelne det, det er som om de bevæger sig ud over vandet henimod solen - endnu et overgangsmotiv. Nærmest lidt sciencefictionaftigt.

Det var en læseoplevelse med god anderledeshed for mig. Læs den især, hvis du er en mand over 60. Hvis du er en mand over 60, som ikke læser digte, så se at komme i gang med det, det er noget for dig, nemlig.



Kategori: Fed Lyrik

Kommentarer

  • #1
  • Jon Høyer
    25-10-2017 19:17
    Tak for anmeldelsen fra Jon


1 

Skriv en kommentar

:

CAPTCHA Image

 
 
 
Unna Hvid
Unna Hvid