Denne bog-blog handler mest om lyrik og smal prosa, for hvor går man ellers hen og svælger i den?

Min definition af 'smal' er ret så bred, f.eks. er alle debutanter i min optik smal litteratur. Men når jeg køber eller modtager bøger, som jeg har tænkt mig at omtale her på bloggen, så kommer lyrikken og den smalle prosa altid foran i køen på læsehylden.
 
En gang imellem omtaler jeg også værker fra den bredere litteratur eller faglitteratur, ligesom jeg også kan finde på at dele en af mine egne tekster
 
Du kan finde mine genrekategorier nederst i venstremenuen
 

TÆNKEPAUSE: Simona Zetterberg Gjerlevsen: fiktion, Aarhus Universitetsforlag, 2018

Skrevet af Unna Hvid
04-03-2018
En ny lille bog i serien ’TÆNKEPAUSE’, denne gang om fiktion. Gjerlevsen skriver om fiktionens udvikling før, nu og i fremtiden. Om genren, om romanen og om fiktionalitet, som hun forklarer som ”et signaliseret påfund i kommunikationen”. Hvis det heller ikke siger dig så meget, så vil jeg forsøge mig med at definere det som det at bruge fiktionens virkemidler i kommunikation, uanset om genren er fiktion eller non-fiktion.

Forfatteren inddrager mange relevante og aktuelle eksempler, som f.eks. ”Winter is Trumping” (find det på YouTube), som i forskellige satire-kontekster placerer den virkelige Trump i Game of Thrones-universet – selvfølgelig oftest i de onde og/eller mindst sympatiske roller.
 
Vi bevæger os fra Defoe og Dickens over Løgneren til moderne autofiktive (også dette begreb diskuteres) romaner og videre til Klovn, Harry Potter, Brødrene Price og SKAM. Det er super interessant hele vejen.

To yndlingscitater fra bogen:

Takket være fiktionen kan vi overvære hjerteskærende drab og ophæve fysikkens love med en flyvende Harry Potter og øjeblikket efter rejse os for at spise en dejlig frokost” (side 8)

og:

Da jeg var barn, spurgte mine klassekammerater og jeg hinanden: ”Hvad ville du tage med på en øde ø?”. Nogle svarede: ”en kniv”, mens andre svarede: ”dig”. Måske var det sidste svar for sjov, men Robinson Crusoe viser os, at en af de største eksistentielle udfordringer er at leve uden andre mennesker. I romanen lader Defoe da også Robinson sige, at hans bedste tid på øen var den, han tilbragte sammen med Fredag, som han reddede fra at blive spist af kannibaler.
Måske minder mit hypotetiske spørgsmål os om, hvor vigtige vores medmennesker er for vores mentale tilstand. På den måde kan fiktion og lignende hypotetiske situationer lære os om både hele menneskeheden og os selv som enkeltindivider” (side 40-41)

Dét synes jeg, rummer hele svaret på, hvorfor jeg læser fiktion!



Kategori: Faglitteratur

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
 
Unna Hvid
Unna Hvid