|
|
|
|
BLOGGEN LUKKER D. 19. FEBRUAR 2019
Jeg har måttet erkende, at der, med mit eget voksende forfatterskab, er for lidt tid til at føre bloggen, og derfor lukker den.
Jeg vil forsøge at omtale de resterende anmeldereksemplarer, jeg har stående på hylderne, men jeg vil gøre det på facebooksiden (som også hedder @fedlyrikogsmalprosa)
Tak til jer, som har fulgt min bogblog!
Unna
Antologi: Spejlinger03-07-2017
Jeg må da også hellere få med, her på min egen blog, at jeg har fået udgivet en tekst i en antologi ’Spejlinger’ her i juni måned. Der er 8 bidragsydere til bogen, og den kan vist lånes (og måske endda købes så længe lager haves) på Ørestad Bibliotek, som har udgivet den.
6 hjerters stolthed :-)
Grønlandsk tema03-07-2017
Jeg bliver nødt til snart at besøge Grønland! En del af handlingen i en lille fortælling, jeg skriver på, foregår på Grønland, og jeg skulle bruge en bid af et sagn, så derfor kastede jeg mig over Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, en stor mængde fortællinger, som han opsamlede i begyndelsen af 1900’tallet og fik skrevet ned ved grønlandsk hjælp.
Det er voldsomt fascinerende, og jeg kunne næsten ikke slippe dem igen, selv om jeg bare skulle bruge en lille bid til min egen fortælling. Jeg vil fordybe mig noget mere i dem på et senere tidspunkt, når det lykkes mig at finde en god ’rigtig’ udgave af bøgerne.
Hvis du ikke er ked af at læse e-bøger, så kan du til gengæld finde dem på e-reolen helt gratis, og så er der god lærerig underholdning til hele din sommerferie!
Selv om jeg ikke har læst hele værket endnu, skal det have 6 læsehjerter
 Mads Peder Nordbo: Pigen uden hud
Mens jeg nu var i gang med det Grønlandske, så snuppede jeg også lige en krimi, hvor handlingen foregår på Grønland, til min natbordslæsning.
Og selv om jeg ikke plejer at omtale krimier på denne blog, så får denne lige et par ord med på vejen alligevel.
For det første kan den det, en krimi skal: den er meget spændende.
For det andet, så tegner den så barskt et billede af både den grønlandske natur og desværre også af kulturen fra 1970’erne og frem til et nutidigt perspektiv, hvor i hvert fald Aleqa Hammond-skandalen er genkendelig for en uvidende dansk læser (mig).
Bogen handler om kvindesynet i de små bygder, om overgreb og tabuisering. Dette kædes sammen med den anden fortællestreng i bogen – det politiske lag, som beskrives som korrupt og voldeligt.
Det er en på alle måder barsk, og også kritisk, krimi, men kærligheden til landet synes alligevel at sive ud af alle huller og sprækker i bogen. Måske fordi forfatteren, selv om han er dansk, faktisk bor og arbejder i Nuuk. Men man sidder alligevel med denne følelse i kroppen ’Var/er det virkelig sådan på Grønland?’
Jeg tænker, at jeg har til gode at læse bøger, som faktisk er skrevet af grønlændere, som handler om og beskriver Grønland ’helt indefra’. Lidt ligesom de mange islandske (krimi)forfattere, jeg også har liggende på mit natbord. Det må jeg undersøge nærmere…
Bogen får 4 læsehjerter af mig, fordi den er anderledes, spændende og (ville jeg ønske) debatskabende. De manglende 2 hjerter skyldes, at bogen efterlader mig med bekræftede fordomme, og det ville jeg sådan ønske, at den ikke gjorde … der må da være en anden side af fortællingen?
Jeg har selv købt bogen Knud Brix: Natfolden03-07-2017  Jeg læste digtsamlingen, lige da den udkom tidligere i 2017, for der var så meget snak om den – hvor tit bliver en digtsamling fx drøftet i Presselogen på TV2? – og jeg blev nysgerrig.
Der var dem, der mente, at Knud Brix, som politisk reporter for blandt andre TV2, ikke længere skulle have lov til at arbejde på Christiansborg, eller X-BORG, som det hedder i digtsamlingen, fordi han sådan gik og skrev digte om det, han oplevede.
Et citat fra digtet på side 62 (ingen titler): ” Formanden er fuld igen / den ene af hans to springere skider / på tæppet foran hjørnekontoret / den kikker op på mig med skyldigt blik” blev hevet frem igen og igen i debatten som et bevis på, at der ’jo ikke er tale om fiktion’. (Alle ved åbenbart, at det forholder sig, som digtet påstår?)
Journalisten på sin side fastholdt, at lyrik er fiktion. Det er en kedsommelig debat, både den faglige, om lyrikkens genremæssige placering som fiktion eller faktion, eller autofiktion eller whatever. Men også om, hvorvidt en reporter på Christiansborg må have lov at skrive digte om det, han oplever, eller om han hellere skulle holde sig til den ærværdige åh-så-objektive nyhedsformidling, som alle jo godt ved, ikke findes.
Nåe ja, og digtene er kedelige. Helt vildt kedelige.
Ét sølle hjerte bliver det til fra mig, og det er for at have forsøgt sig med at formidle oplevelser i lyrisk form.
Jeg har selv købt bogen
Chigozie Obioma: Vi var fiskere, Anmeldereksemplar03-07-2017  Det var en kildrende anderledes læseoplevelse! Ikke alene foregår fortællingen i Nigeria, det er i sig selv ikke hverdagskost for mig, hvis eneste erfaring med Nigeria er røver(i bogstaveligste forstand)-historier fra tidligere kolleger i søfarten og olieindustrien, som ikke var de mest positive vidnesbyrd. Men fortællingen har også et sprogligt lag, som var inciterende for mig. Det handler både om det sprællende billedsprog (et fænomen man genkender, hvis man har læst Ejersbo): ”Jeg blev grebet af skam ved at se min far stå og græde helt åbenlyst, og jeg bøjede nakken og stirrede ned på mine sko, mens far fortsatte, om end hans ord nu – som en overlæsset lastvogn fanget i Lagos trafik fyldt med tømmer – slingrede af sted over den koparrede jord, som var hans talestrøm, idet de stoppede, hakkede og skred ud” (s. 239) Det handler også om, at romanens personer skifter sprog alt efter, hvad det er, de gerne vil udtrykke. De taler flere sprog, yoruba, som er/var hovedsproget i Akure, og som sønnerne bruger indbyrdes; engelsk, som er/var Nigerias officielle sprog: ”et formelt sprog, som fremmede og folk, man ikke var i familien med, tiltalte en på. Det kunne grave grøfter mellem en selv og ens venner eller familie, hvis den ene eller den anden slog over i det” (s. 30). Derfor er det også det sprog, forældrene bruger, når de skælder sønnerne ud. Undtagen, når moren citerer de mest flammende steder i biblen for at revse dem, for så lyder det mest ætsende på igbo, et andet afrikansk sprog, som forældrene ellers mest taler indbyrdes. Romanen hedder ’Vi var fiskere’, fordi drengene kortvarigt forsøger sig med at fange fisk med hjemmelavede fiskestænger nede ved den lokale flod. Det lyder som en fortælling, mange danske børn kunne fortælle med på, men det er det ikke. Floden er forbudt område, den er beskidt og farlig, og ikke på den måde, vi ville opfatte de to ord ’beskidt’ og ’farlig’. Fiskeriet sætter gang i en kæde af begivenheder, som med bogens bagsidetekst kan beskrives som: ” et mareridt af konflikter og smerte, der udfordrer deres tætte bånd”. Det er smukt og uhyrligt på en gang. Og så er vi måske tilbage ved udgangspunktet i min omtale her – bagsiden beskriver det da også som ”en fortælling om Afrika og dets voldsomme politiske, økonomiske og religiøse modsætninger iblandet kontinentets episke skønhed”.Bogen skal have fuldt hus med 6 store læsehjerter, det er en fantastisk bog 
Jeg har bedt om - og fået bogen af KLIM til omtale Havet i min tid09-06-2017 En uendelig kant
stille og fin
blød, våd og varm
over tæerne.
Hun må kun gå ud til knæene.
Hun kan gå, løbe, lege
der er sand op ad hendes ben
hvor vandet har gået til
Ude på den anden revle derude
der drukner folk
især tyskerne
Der må man aldrig svømme ud
Og hestehuller
Hun kan blive rød af solen
måske en is på vej hjem
En rasende skummende masse
bølger der kaster alt rundt
ingen klare linjer
Voldsom blæst med vand
Håret står op, væk og rundt
Vand i ansigt
vand i øjne
Tavse skrig med mågers hjælp
udøst over
hav
dragende
kaldende
stop mig
kom
Krystalklar isnende lysende blåt
under bjerge
Frosttindrende
varme hænder i hans luffer
under hans blik
tropisk
nordisk
nat
Helt stille spejl på nat
stjerner
der og i øjne
hans
mine
vodka
ishav
Island
Blødt gyngende under let blæst
børnefødselsdag
grill i sand
Løber rundt med grin og langt lyst hår
som hun kan se på
baglæns ned i bølge
tang
fladfisk under foden
færgemonsterbølge
hundeleg og hundesvømning
morgenmørke morgentur
Hun trækker vejret
Det lysner klart
Hun trækker vejret
lydramme af brus
danebrogsdanmarksblåt
En overskuelig kant
stille og fin
blød, våd og varm
over tæerne.
Hun må kun gå ud til knæene.
Hun kan gå, løbe, lege
der er sand op ad hendes ben
hvor vandet har gået til
Hun kan se på hende, der ser på hende
købe is
spise is
tørre mund
spurte i sand
trække vejret
leve videre Barndommens landskab09-06-2017 dybgrønt tæt og uden andre stier, end dem vi selv laver
hunden halser et sted derinde efter noget
de voksne har lært ham, han ikke må
han fordufter efter jagten, løber bare rundt eller hjem
halvstore sten på skinnerne, vi sidder i hulen
venter på togafsporing og stor dramatik
myrer i gedehams og lige der, hvor jeg står
skriger løbende hele vejen hjem under bruseren
duften er ladet med lyng og noget råddent som tørrer
vi ser os godt for, der er hugorme i sandet
solen steger to drenge og en pige
søren har en kniv og henrik har en gang set en ko dø i en mose
slentrer snakkende ned over marken ikke bange i bare tæer
hunden er spurtet i forvejen med alle de vilde kvier i halen
nede ved åen står de og stamper mudder af vrede
hunden puster og griner på den anden bred
springer i på det lave sted, indtil det dybe er udforsket
er det dybere end sidste år, er vi større end sidste år
svømmer pjasker skriger plumper siger ad der er tang
vandet er klart og henrik kan alle insekternes navne
der er store gule blomster i det tykke, kølige græs
det svupper under fødderne, hun tænker på koen i mosen
her er de bedste blomster til buketter
fie i det hvide hus giver kage og sodavand for blomster
hun har en rigtig fiskestang, drengene har selv lavet deres
vi sætter orm på og smider krogene i, propperne hopper
vi følger bækken, ser niywn og hopper på tuer til fiskedammen
senere har søren fanget en skalle
vi må ikke svømme her for det er alt for koldt og dybt
henrik har hørt om en hest, som druknede i en mergelgrav
vi skøjter når sørens eller henriks storebrødre siger nu
hunden kegler rundt på usikre ben og løber hjem eller rundt Signe Gjessing: IDEALE BEGIVENHEDER, vers, Gyldendal, 2017, Anmeldereksemplar28-04-2017
Hvis vi lige et øjeblik kan aftale, at ordet ’irriterende’ ikke behøver at være negativt, så vil jeg gerne indlede denne omtale af IDEALE BEGIVENHEDER med at sige, at det var fand’me en irriterende bog. Det er den på mange måder.
I sig selv ligner bogen en maskinskrevet tekstsamling, som kunne ligge på en litteraturprofessors bord i et tilrøget kontor langt inde i en labyrint af uendelig tid. Hvorfor er bogen så grim? Den er i A4-størrelse og nikotin-beige i sin omslagskulør. Jamen, altså!
Den vil bare slet ikke kalde på mig og sige – ’se mig, du vil læse mig, kom nu, du ved godt, du er vild efter at læse mig’. Den ligger bare der og vil slet ikke åbnes, nej den vil ej. Men man bliver jo samtidig nysgerrig på den – hvad fanden er det her for noget? Og så har den tykke sider og dufter af gamle dage.
Men mest er den jo irriterende, fordi den bare nægter at åbne sig op for mig. Jeg forstår kun ganske få fragmenter af den. Med gennemgående ord som ’rummet’, ’uendeligheden’, ’intet’, ’alt’, ’evighed’, ’univers’ og ’hav’, og med en forståelse af livet som ’en barsel til den fødte’ (s. 29), kan jeg godt se, at der skrives under en ny-romantisk himmelbue, hvad værkets titel da også peger på, sammen med den ret lyriksalonagtige betegnelse ’vers’, som vel også skal trække mig tilbage – eller op - i tiden, når jeg åbner bogen. Fino, fino, men hvad fanden handler de der vers om?
Der er enkelte steder, som jeg føler, jeg forstår, og som jeg synes, er meget skønne, fx:
død: vi går fra rummet som fra levende lys; det må man egentlig ikke (s. 14)
dine fregner falder i søvn én for én som i et univers, der lige skimmer sine sole igennem (s. 15)
der findes et univers i hvert et assorteret sind (s. 27)
Og så er der steder, som jeg synes, at jeg forstår på en intuitiv måde, dvs. egentlig føler jeg dem mere, end jeg forstår dem:
sigtbarheder kommer anstigende med andre verdener, som sælgere på strøget, sigtbarheder / jeg går ind igennem sigtbarhederne som igennem en menneskemængde ”undskyld, skal forbi” / bliver stående her pga. sol der fremme som båret oppe her pga. masser af salt i havet (s. 18)
stjernerne er lidt lys der lige er trådt fra alt-lys-i-verdens værelse ud på balkoner i rummet et øjeblik for at ryge, / nogle gange kommer mit hjerte med ud fra alt-lys-i-verdens værelse, med ud på balkonerne (s. 18)
en let latter i stjerneløb ud i alle dimensioner; ud og tilbage, ud og tilbage / Verdensrummet kan le den på kommando; som for at sige: verdensrummet kan være til på kommando (s. 23)
Derudover er der rigtig mange vers, som bare spæner af sted uden versefødder, når jeg prøver at kikke på dem og indtage dem. Det lykkes mig ikke at fange dem. Og det er irriterende!
Derfor undlader jeg at give hjerter denne gang, da jeg forstår for lidt af det samlede værk. Men jeg vil sige det på den måde, at hvis jeg ser, at Signe Gjessing holder foredrag om sine værker et eller andet sted i byen, så bliver jeg nødt til at tage hen og få tilfredsstillet min nysgerrighed på både forfatter og værk!
Jeg er taknemlig over at have fået mulighed for at bide skeer med et så specielt værk, og håber at min omtale kan inspirere andre lyrik-elskere til at kaste sig over denne bog eller tilsvarende komplicerede sager en gang i mellem! Måske er det ikke alting, som skal forstås - bare opleves?
Jeg har fået bogen af Gyldendal, efter selv at have bedt om at måtte omtale den
Unna Hvid Julie Sten-Knudsen: Spor efter fugle, Gyldendal, 2017, anmeldereksemplar16-04-2017
I forlagets egen præsentation af bogen hedder det:
I digtsamlingen Spor efter fugle udforsker og undersøger Julie Sten-Knudsen menneskets forbindelse til naturen. Hvordan vi mennesker sætter mærker i verden, og hvordan verden virker tilbage på os.
Det ville have været helt oplagt at skrive det bag på bogen, i stedet for det ene digt, som er gengivet der, for den beskrivelse er som en nøgle til at få glæde af værket.
Digtsamlingen er et helt lille kalejdoskop af små beskrivelser af noget, der ikke er natur, men ligner: ’man vil bygge et nyt landskab langs floden / med parker og vådområder, steder hvor fugle og vilde dyr / kan trives, hvor mennesker kan trives / ikke natur, men noget der ligner’ (s. 49)
I dét udsnit befinder vi os i Los Angeles, men det samme gør sig gældende i Kongelunden på Amager, hvor køerne ’ligner theodor philipsens malerier’ (s. 54), og ’har et godt landskab at gå rundt i her’ (s. 54), men hvor flyvemaskinerne brager hen over hovederne på ’dem der bor her må bare vænne sig til det / menneskerne. køerne, fuglene’ (s. 54). Vi er også i tørkelandskaberne i USA, hvor guvernøren beder folk om at lade deres græsplæner dø og i stedet ’elske de planter / der har et naturligt talent for at vokse i det her klima’ (s. 53), vi er i Obervatoriet og i Botanisk Baves kaktusafdeling, hvor den ansatte vander på en måde, der ’ligner en ømhed for de levende væsener / der skal overleve i et fjendtligt klima’ (s. 64)
Også det lyriske jeg er måske placeret uden for sit rette element, i en lejlighed sammen med ’han’, hvor de har ’skabt et sted der er så trygt / at jeg ikke tør opholde mig dér’ (s. 9). En lejlighed, hvor vinduet står åbent, og ’den svale luft strømmer ind i soveværelset / som vand der fylder et bassin / vi kan bo her mens vi venter’ (s. 70).
Venter på hvad? Det får vi ikke svar på, for citatet er fra sidste digt på sidste side i samlingen. Men måske på at blive omplantet til et sted som det sommer- eller kolonihavehus, som det meste af del I handler om: ’ingenting gør mig så rolig som at have et stykke jord / at passe på. jeg har lyst til jordbær langs huset’ (s. 16)
En digtsamling om jord, ild, vand og luft. Om natur og tilpasset natur. Og meget lidt om de fugle, som bogens titel peger på.
Jeg er på en sær måde besnæret af denne digtsamling. Jeg valgte den pga. forlagets beskrivelse. Jeg oplever selv en splittelse mellem behovet for den ’ægte’ natur og trygheden i byen og dens tilpassede natur. Jeg går tur på kirkegårdsparken, i Søndermarken, på Amager Strand og – Fælled, og dyrker min lillebitte have, som om den kan erstatte den dybe medleven i årstidernes skiften og den cykliske frem- og tilbagekomst af liv og død - dejligt ironisk beskrevet i digtsamlingen: ’de lyserøde kirsebærtræer går viralt / det er på kirkegården alting blomstrer’ (s. 11)
Jeg giver den 5 stjerner ud af 6
♥♥♥♥♥
Jeg har fået bogen gratis af forlaget, fordi jeg selv bad om at omtale den på bloggen. Jeg har derudover ingen økonomisk fordel af at omtale den. Lola Baidel: Uden videre, 20152 Kommentarer 13-04-2017
Sidste år faldt jeg over en artikel med titlen ’En digter steg af toget’, som talte til mig på en måde, jeg følte mig sært rørt og ramt af. Artiklen handlede om Lola Baidel, som i 2015 udkom med en ny digtsamling for første gang i 30 år.
Da jeg læste artiklen og hørte Baidel fortælle om, hvordan hun den gang i 70’erne og 80’erne ikke blev opfattet som ’fin nok’ eller ’rigtig litteratur’ på trods af rekordstore salg af sine digtsamlinger, så kom jeg til at tænke på min egen gymnasietid, hvor stort set alle kvindelige forfattere blev kategoriseret som ’triviallitteratur’. Tydeligvis noget, man ikke behøvede bruge tid på. Jeg kan særligt huske en seance, hvor en mandlig gymnasielærer læste et digt højt, som jeg tror, var af Lola Baidel. Noget med at føle sig som et hak i en sengestolpe. Foragten for både form og indhold var tydelig, men min interesse var vakt.
På universitetet fortsatte det på samme måde – et meget lille antal kvindelige forfattere blev nævnt i gennemgangen af litteraturhistorien, men aldrig præsenteret som tekster, der skulle læses. Ikke en gang i den nyere teksthistorie!
Og så kan du jo prøve at gætte dig til, hvor mange kvinder, der figurerer på kanonlisten over forfattere, som SKAL læses i gymnasial danskundervisning? Én. Karen Blixen. Fucking én eneste.
Tilbage til artiklen. Jeg fandt straks vej til Lola Baidels hjemmeside og købte den nye digtsamling, ’Uden videre’, og hun skriver stadig om de vedkommende ting, som går lige i hjertet. Nu fra en ældre kvindes perspektiv (det håber jeg ikke, hun bliver fornærmet over, at jeg skriver, for det er netop dette perspektiv, som gør digtsamlingen vedkommende for mig)
Her om kærligheden:
Mon ikke
Visheden om sejr
i dit lille smil
Aldrig
som i nat
i den grad
elsket med
Mon ikke
livet alligevel findes
Eller her om at blive ældre:
Se jer selv
Man bliver så dejlig kontant
når man bliver ældre
Der er færre
man skal tækkes
Vennerne
de der er tilbage
er vant til det
Jobbene
har man haft
Kæresterne
er flyttet til en anden generation
Børnene
har man hjulpet
med at flytte
Flere gange
allerede
Sorgerne
har man haft
Accepten
klarer man selv
Rejs jer
oversete
her på jord
Se jer selv
Eller her om mening:
Dagene der gik til
Dagene glider imod mig
flager af hensigter
slås løs
falder til jorden
med ubeskyttede brudflader
Den åbenlyse
mangel på titler
rasler ildevarslende
Fraværet
af mål og retning
og ethvert kendskab dertil
afdækkes
Dagene sover igennem
ingenting vågner
Meningen med det hele
lister ydmygt omkring
uden at gøre sig bemærket
Det er 3 skønne digte, som handler om noget, jeg umiddelbart kan mærke i mig selv. Og det kan jeg med de fleste af de andre digte også. Jeg elsker ordknapheden og livserfaringen. Hvis jeg ikke allerede havde købt dem, ville jeg gøre det nu. Derfor får digtsamlingen 5 hjerter ud af 6 mulige
♥♥♥♥♥
Du kan læse den omtalte artikel ’En digter steg af toget’ herDu kan købe bogen på www.baidel.dk. Jeg har selv betalt mit eksemplar af ’Uden videre’ Jeg har ingen økonomiske interesser forbundet med hverken bogkøb eller denne omtale. Nyt på boghylden08-04-2017
Jeg har lige fået disse fra Klim, så dem glæder jeg mig til at læse og omtale
<
1
2
3
4
5
6
7
8
9
>
Unna Hvid |
|
|
|
|