Denne bog-blog handler mest om lyrik og smal prosa, for hvor går man ellers hen og svælger i den?

Min definition af 'smal' er ret så bred, f.eks. er alle debutanter i min optik smal litteratur. Men når jeg køber eller modtager bøger, som jeg har tænkt mig at omtale her på bloggen, så kommer lyrikken og den smalle prosa altid foran i køen på læsehylden.
 
En gang imellem omtaler jeg også værker fra den bredere litteratur eller faglitteratur, ligesom jeg også kan finde på at dele en af mine egne tekster
 
Du kan finde mine genrekategorier nederst i venstremenuen
 

Morten Reimar: Midtby Cool, 2018, 112 sider, Anmeldereksemplar

Skrevet af Unna Hvid
28-10-2018
Morten Reimar: Midtby Cool
 
’Midtby Cool’ er en række digte i moderne form og med en høj sproglig ekvilibrisme. Flere af digtene har en lidt melankolsk stemning, men det opvejes af det legende sprog.

Indholdsmæssigt er vi i Aarhus, på gennemtræk vist nok, - jeg’et er i hvert fald ny i byen: ”Aarhus jeg hedder Morten / jeg blæser med en vind østfra / men jeg er villig til at lære” (s. 25) Der er også en kvinde på gennemtræk i jeg’ets liv, og i lejligheden. Og ”Da du flyttede tog du dit tøj / og de pæne kopper / Nu drikker jeg af grimme kopper / og fylder den tomme halvdel / af skabet med skeletter / og sms’er / jeg ikke skal sende” (s. 25)

Det er ungt og genkendeligt, hvis man er så heldig selv at have været ung. Men det er ikke nødvendigvis forudsigeligt: ”Du sagde / jeg kun tænker på mig selv / det tænker jeg tit på” (s. 67) og: ” […] underboen har ikke tændt / for varmen endnu / og nede på gaden / går en mand forbi / med REMA-poser / uden at fange noget som helst” (s. 39?

Den medsendte pressemeddelelse kundgør, at ”Morten Reimars digte bærer tydeligt præg af forbilleder som de amerikanske beatdigtere Jack Kerouac og Allen Ginsberg, men også dansk Dan Turèll”. Ja, okay. Jeg er ikke sikker på, om forfatteren kan lide at høre det her, men der er nu også stor genkendelighed til Vita Andersen i digtet ’Orker ikke’ (s. 41-54) og Benny Andersen i ’Standard voksen’ s. 75-77), og det kan jeg personligt godt lide.

En anden ting, jeg godt kan lide, er jeg’ets observationsevne af helt dagligdags ting. Det gør sig f.eks. gældende i digtene ’Kvinde i Løvbjerg’ (s. 83) og ’Lille Torv’ (s. 28-36). Og så er der samlingens lille perle på side 37, et af de små digte uden titel, som er strøet ud med gavmild hånd. Disse ting må du selv læse op på, for ja, det kan bestemt godt betale sig at købe bogen eller efterspørge den på biblioteket. Især, hvis du er en ung voksen på vej ud i livet.
 

Kategori: Fed Lyrik

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
 
Unna Hvid
Unna Hvid