Nye indlæg

 
BLOGGEN LUKKER D. 19. FEBRUAR 2019
Jeg har måttet erkende, at der, med mit eget voksende forfatterskab, er for lidt tid til at føre bloggen, og derfor lukker den.
Jeg vil forsøge at omtale de resterende anmeldereksemplarer, jeg har stående på hylderne, men jeg vil gøre det på facebooksiden (som også hedder @fedlyrikogsmalprosa)
Tak til jer, som har fulgt min bogblog!
Unna
 
 
 

Unna Hvid: Tavshedens Børn

Skrevet af Unna Hvid
28-01-2019
Min roman, Tavshedens Børn, udkommer d. 14. februar 2019
 
Jeg har tænkt mig i en række opslag her at lade min hovedperson komme til orde, men inden da, vil jeg lige fortælle, hvad der inspirerede mig til at skrive romanen:
 
Tavshedens Børn
 
Kik på ovenstående avisannonce. Den faldt jeg over en dag, hvor jeg sad og drak kaffe i mit køkken. Hvor trist at dø alene. Det er klart.
 
Men det gav også anledning til en masse tanker, og på baggrund af disse, besluttede jeg, at jeg ville give denne kvinde en fortælling. Hun skulle ikke gå historieløs i graven. Og selv om alt ved min historie er 100% fiktion (udover navnet og et par steds- og tidsangivelser) så lever hun nu videre, fordi nogen har tænkt på hende. Derfor skrev jeg romanen.

De tanker, jeg gjorde mig, har jeg ladet et par af romanens bipersoner repræsentere:


“Der er også noget ved ordlyden, som skurrer lidt. Der står ikke, at hun ikke har nogen familie, der står, at hun ikke har efterladt sig nogen oplysninger om pårørende.”
”Det er vel ikke den store forskel?”
”Måske ikke, men det kan da læses sådan, at hun ikke har ønsket at være i kontakt med sin familie, eller ikke har ønsket at de skulle arve hende eller sådan noget”.
”Det kan jo også være, hun bare er den sidste i familien, at der ikke er flere tilbage efter hende. Hun blev jo 94, stod der ikke det?”
”93, ja, det er klart. Men så er det jo også trist, slet ikke at have nogen efterkommere. Er det så fordi, hun ikke har fået nogen børn, eller hun har fået børn, men de er døde før hende? Uden selv at have nået at få børn? Det lyder da også trist”.
”Ja, men måske er der nogen, som melder sig”
”Tænk på en begravelse, det bliver. Helt uden nogen familie. Mormor havde da i det mindste os. Det er lige før, man får lyst til at gå til hendes begravelse, så hun ikke er helt alene”.
”Nej, nu må du holde op, det kan vi ikke blande os i”. Ellen går ind for at vaske sine hænder og sætte kaffe over. Birgit bliver siddende og kikker ud over den urbane have.

Under hvilke omstændigheder ville en kvinde undlade at efterlade sig oplysninger om sine pårørende? Altså bevidst undlade det, hvis man nu faktisk havde pårørende? Og hvorfor ville myndighederne så ikke uden videre kunne finde frem til sådanne pårørende? Hvilken dramatisk historie kunne en sådan kvinde have? Havde hun levet under jorden? På flugt fra en sindssyg psykopat af en ægtefælle? Var hun kriminel? Topspion? Det sidste fik hende til at smågrine for sig selv.
Eller var det snarere en trist historie? Var hun familiens sorte får, udskilt af familien for synder begået mod det kollektives vel? Var det skyld og skam? Sorg eller situationsfornemmelse? Var der tale om en gammel krakiler, som havde set sig vred på sine slægtninge? Vred på verden? Skuffet over verden?
Måske var det en dum ide at gå til begravelsen, men hun kunne i hvert fald vise annoncen til Jan, spørge ham, om der mon ikke var en artikelserie i et tema om folk, der lever deres liv alene og dør uden at efterlade sig oplysninger om pårørende. Hvor tit skete det? Hvem var disse mennesker? Hvad havde de gjort for at blive udgrænset af verden på denne måde? Foretrak de det sådan?


Ja, sådan ser det ud, når jeg lader Ellen og Birgit være nysgerrige på Ruth i romanen. Hovedpersonen hedder Ruth Vibeke Nielsen, som kvinden, der gav mig inspirationen til bogen, men kun indtil min Ruth flygter til Tyskland i besættelsestidens sidste døgn. Her bliver hun til Thea Nielsen Althaus, og for at det bare skal blive rigtigt besværligt, så skriver hun her en række romaner under pseudonymet, TN. Neuhaus. Ja, der er nok at holde styr på, og så er det jo godt, at min roman holder sig på et anstændigt sidetal. Så meget synes jeg da, at jeg skylder dig, læser.

I øvrigt, hvis TN. Neuhaus havde en Wikipediaside, ville den se således ud:

TN. Neuhaus, fiktiv tysk forfatter, pseudonym for Thea Nielsen Althaus, født Ruth Vibeke Nielsen (6. juni 1924 i Sundby, København, død 16. september 2017 i Sundby, København). Debuterede med romanen Katarina i 1965.

Liv
Neuhaus/Nielsen voksede op i Sundby på Amager. Hun flygtede til Tyskland under de sidste dage af Anden Verdenskrig på grund af omstændigheder, som førte til, at hun mistede sit barn. Det var med til at forme hende. Som forfatter var hun interesseret i de roller, som samfundet tildelte kvinder, især under krig, og de muligheder kvinder havde for at bryde med dem. Det er et gennemgående tema i hendes romaner, at kvinder bliver tvunget til at foretage smertefulde valg, når mænd går i krig. Andre temaer er mere psykologiske og handler om, hvad tavshed, tabuer og hemmeligheder gør ved et menneske og dets relationer.

Ægteskabet med den lidt ældre Uwe Althaus i 1945 blev adgangsbillet til de finere kredse i Berlin, og hun arvede ved mandens død i 1987 en betragtelig formue, som hun gav videre ved at indstifte en fond i Uwe Althaus’ og hans søster Käthes navn med legatmidler til unge kvindelige kunstnere i Tyskland. Ægteskabet var barnløst.
Neuhaus/Nielsen blev boende i Berlin frem til 1990, hvorefter hun flyttede tilbage til Sundby i København under sit tyske navn, Thea Nielsen Althaus. Her skrev hun sin sidste roman, som man mener, er selvbiografisk, inden hun måtte flytte på plejehjem med en demensdiagnose, hvor hun døde d. 16. september 2017.

TN. Neuhaus/Thea Nielsen Althaus/Ruth Vibeke Nielsen efterlader sig ingen efterkommere.

Bibliografi
 
Katarina, 1965, roman
Gerda, 1971, roman
Hannelore, 1978, roman
Esther, 1982, roman
Marika, 1986, roman
Friederike, 1989, roman
Vibeke, 2003, roman/selvbiografi

Litteraturpriser

Georg-Büchner-Preis, 1965 og 1971
Petrarca-Preis, 1978
Droste-Preis, 1978
Berliner Literaturpreis, 1982, 1986, 1989 og 2003
Deutscher Buchpreis, 1989 og 2003
 
 

Kategori: Egne tekster

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
 
Unna Hvid
Unna Hvid